Kokoro, 2005 SNE I ISTANBUL Flyv tæppe. Flyv, sagde jeg til det flyvende tæppe med livets træ og fugleparret i gul, blå, grøn og rød. Strax, steg jeg lodret til vejrs i København. Afsted gik det ned over Europa indtil turbulenserne og gul, blå, grøn og rød sneede til. Afsted gik det lodret ned-ned-ned til snestorm og strømsvigt i Istanbul, hvor jeg skulle møde min elskede. Jeg ledte efter ham i Den Blå Moske mens det sneede i Istanbul. Jeg ledte efter ham i mørke basarer mens det sneede, og ingen tyrker kunne se en hånd frem for sig i Istanbul. Jeg ledte efter min elskede i Ayasofya, mens det sneede Istanbul hvid. På Türk ve Islammuseet i Istanbul så jeg en vildt fremmed, der var ham. Flyv tæppe. Flyv, sagde jeg til mit flyvende tæppe med livets træ i gul, blå, grøn og rød.